Debat: Solsikken er signal til mere inklusion

Debat: Solsikken er signal til mere inklusion

Ved at udbrede solsikkeprogrammet til vores offentlige institutioner, kan vi blive bedre til at modtage borgere med skjulte handicaps, mener Lars Nexø(SF)

Lars Nexø, medlem af kommunalbestyrelsen(SF)

På kommunalbestyrelsesmødet den 16. juni 2026 vedtog en enig kommunalbestyrelse , at kommunen tilslutter sig det internationale Solsikkeprogram. 

Forslaget blev stillet af SF og Albertslund-Listen i oktober 2025, og i SF er vi utroligt glade og taknemmelige for nu at se forslaget vedtaget med opbakning fra alle partier i kommunalbestyrelsen. 

Vi ønsker, med beslutningen, at sende et signal om at vi tager inklusion og anerkendelse af borgere og medarbejdere med skjulte handicaps seriøst. Vi håber at vi, ved at udbrede solsikkeprogrammet til vores offentlige institutioner, kan blive bedre til at modtage borgere med skjulte handicaps og sikrer at alle borgere oplever at de mødes med hjælp, tryghed og anerkendelse.

 Vi håber også, at det øgede fokus på skjulte handicaps kan styrke arbejdsmiljøet for medarbejdere med skjulte handicaps og bidrage til at gøre det usynlige synligt, også på arbejdspladsen. 

Med beslutningen sætter Albertslund Kommune yderligere handling bag vores vision om at Albertslund skal være en by der værdsætter mangfoldighed og inkluderende fællesskaber.

22/6 2026