Bymøde sætter fokus på tryghed og trivsel i Albertslund
Onsdag den 19. august klokken 16.30-18.30 inviteres alle borgere, foreninger og erhvervsdrivende til årets andet bymøde i Albertslund. Formålet er at skabe dialog om de emner, der har betydning for hverdagen i kommunen
Bymøderne giver borgere mulighed for at mødes på tværs af bydele, dele erfaringer og sætte ord på både det, der fungerer godt, og det, der kan blive bedre i Albertslund. Gennem dialog og samarbejde er ambitionen at styrke både trivslen og trygheden, oplyser Albertslund Kommune.
På mødet er der plads til nye perspektiver og konkrete idéer til, hvordan Albertslund kan udvikles som en kommune, hvor alle føler sig trygge og godt tilpas i hverdagen.
Bymøderne samler en bred kreds af deltagere. Her mødes borgere med repræsentanter fra kommunen, politiet, foreningslivet og erhvervslivet for at udveksle erfaringer og drøfte aktuelle emner.
Deltagerne tæller blandt andre beboere fra kommunens forskellige områder, præster, repræsentanter fra moskéerne, Natteravnene, klubmedarbejdere, SSP-lærere, fodboldtrænere og lokale erhvervsdrivende. Alle interesserede borgere, foreninger og virksomheder er velkomne.
Tre møder om året
Der afholdes tre bymøder om året. Møderne skal styrke netværk og samarbejde på tværs af Albertslund.
Emnerne kredser ofte om tryghed, trivsel og uønsket adfærd, men deltagerne har også mulighed for at bringe andre lokale problemstillinger og idéer til forbedringer på banen.
Bymødet afholdes onsdag den 19. august kl. 16.30-18.30.
-kis