Else fra Ældrerådet i Albertslund vil fortsætte i Danske Ældreråds bestyrelse
I 2024 blev Else Dahl Morthorst fra Ældrerådet i Albertslund valgt ind i bestyrelsen hos Dansk Ældreråd. Det har været så givende og lærerigt for hende, at hun genopstiller i år
På mandag den 23. februar er der valg til Danske Ældreråds bestyrelse. Else Dahl Morthorst fra Ældrerådet i Albertslund stiller op og er i direkte kamp med Arne Mosegaard fra Ældrerådet i Dragør Kommune om en plads i bestyrelsen for kreds 8.
Else Dahl Morthorst sidder allerede i bestyrelsen og stiller med egne ord op igen, fordi 'det har været så givende og lærerigt for hende'.
- Jeg er genvalgt til Ældrerådet i Albertslund og ved konstitueringen blev jeg valgt som formand. Jeg synes, det er vigtigt at alle ældre/seniorråd interesserer sig for Danske Ældreråd – jo større opbakning der er lokalt, jo større vægt kan Danske Ældreråd tale med, skriver Else Dahl Morthorst selv som begrundelse for at stille op igen.
- Sammenhængen mellem bestyrelse og kredsen er vigtig for at sikre information og videndeling begge veje. Det mener jeg bl.a. sikres, hvis bestyrelsens medlemmer informerer på møder i kredsen. Når vi i kreds 8 mødes til Vestegnstræf, er der derfor altid et punkt på dagsordenen om Danske ældreråd.
- Det er vigtigt at få input til arbejdet i ældre/seniorrådene om implementering af ældreloven og sundhedsreformen – herunder de nye sundhedsråd. Begge emner vil fylde meget i de enkelte ældre/seniorråd. Det er derfor også to af Danske Ældreråds mærkesager, skriver hun.
Valget til bestyrelsen er på mandag den 23. februar, klokken 14:30 i forlængelse af temadagen hos Danske Ældreråd, Svend Aukens Plads 11, 2300 København S.
-dc