Festdag for årets studenter på NEXT Vestskoven Gymnasium

Festdag for årets studenter på NEXT Vestskoven Gymnasium

Efter de sidste eksamener kulminerer studietiden med dimission 26. juni i Musikteatret, fest i Albertslund Centrum og den traditionsrige tur i studentervognene

Kim Sejr, journalist

Årets studenter på NEXT Vestskoven Gymnasium fejres med både huedage, dimission og den traditionsrige studentervognskørsel gennem lokalområdet. Efter de sidste eksamener samles studenter, familier og venner til flere festlige begivenheder, som kulminerer imorgen fredag den 26. juni.

De første studenter får huen på efter de afsluttende eksamener den 19. juni, mens hovedparten fik huerne den 22., 23. og 24. juni.

Efter den sidste eksamen bliver studenterne fejret i gymnasiets kantine, hvor familie og venner kan samles ved opstillede borde. Studenterne kommer traditionen tro ned ad hovedtrappen og finder deres familier, inden fejringen fortsætter. Konfetti er tilladt i forbindelse med huedagene, hvilket er med til at skabe en festlig stemning.

Dimission i Musikteatret

Den officielle dimission finder sted fredag den 26. juni klokken 9.00-11.30 i Musikteatret i Albertslund.

Studenterne møder klokken 8.30 og går samlet ind i salen klokken 9.00, hvor de sidder klassevis på de forreste rækker. Familie og venner kan tage plads på de øvrige pladser. Der er ingen fast grænse for antallet af gæster, men gymnasiet opfordrer til, at hver student inviterer 3-4 gæster, da der forventes stor tilslutning.

Efter dimissionen fortsætter fejringen i Albertslund Centrum, hvor Centerforeningen og Kvickly byder studenterne på et glas bobler, sodavand og andre forfriskninger.

På Torvet sørger en DJ for musikken, mens studenterne traditionen tro samles til den populære boogie woogie-dans.

Klokken 10.50 holder Albertslunds borgmester, Lars Gravgaard, årets studentertale og overrækker Albertslund Kommunes priser til studenter, der modtager en særlig anerkendelse.

Studentervognene kører ud

Efter fejringen i bymidten går studenterne tilbage til gymnasiet, hvor studentervognene står klar.

Fra klokken 11.30 ruller vognene ud fra parkeringspladsen ved NEXT Vestskoven Gymnasium og markerer afslutningen på gymnasietiden med den traditionsrige køretur gennem lokalområdet, hvor familie, venner og borgere kan være med til at hylde årets nyudklækkede studenter.

25/6 2026