Forældre inviteres til samtale om unge og rusmidler
Hvordan taler man med sit barn om hash, piller og puffbars? Albertslund Rusmiddelcenter inviterer forældre til to uformelle eftermiddage på biblioteket, hvor de kan få viden og stille spørgsmål
Rusmidler kan dukke op i unges hverdag gennem venner, fester og sociale medier.
For forældre kan det være svært at vide, hvad de skal være opmærksomme på, og hvordan de tager hul på samtalen uden at gøre den sværere.
Derfor inviterer Albertslund Rusmiddelcenter til to møder på Albertslund Bibliotek.
Her fortæller medarbejdere om unge og rusmidler, hvilke rusmidler der er aktuelle, og hvilken hjælp rusmiddelcentret kan tilbyde.
Der bliver også mulighed for at tale om, hvordan man som forælder kan tage den gode snak med sit barn.
Møderne finder sted onsdag den 30. september og tirsdag den 3. november, begge dage klokken 16.30–18.00. Det kræver ingen tilmelding at deltage.
Forældre, der helst vil stille et spørgsmål anonymt, kan lægge det i bibliotekets postkasse ved udlånsautomaterne. Spørgsmålene bliver besvaret under mødet.
Arrangementet er en del af AlbertsUng, kommunens nye univers med fokus på unge og rusmidler.
-mo