Gratis foredrag: Nye muligheder for ordblinde med AI

Gratis foredrag: Nye muligheder for ordblinde med AI

Hvordan kan kunstig intelligens gøre hverdagen lettere for ordblinde? Det sætter VVC og Albertslund Bibliotek fokus på tirsdag den 29. september med et gratis arrangement i anledning af Ordblindeugen

Diktering, oplæsning og scanning er blandt de hjælpemidler, der er på programmet, når psykolog Kristian Bjerre gæster Albertslund Bibliotek. Her fortæller han om ordblindhed og de muligheder, som kunstig intelligens giver i hverdagen.

Kristian Bjerre er selv ordblind og autoriseret psykolog med neuropsykologisk baggrund. Han kombinerer derfor sine personlige erfaringer med faglig viden, når han fortæller om ordblindhedens betydning for uddannelse, arbejdsliv og synet på sig selv.

Deltagerne får indblik i konkrete strategier og teknologiske hjælpemidler, men også i de psykologiske aspekter af ordblindhed og de rettigheder og muligheder, der følger med en diagnose. Foredraget kommer desuden ind på, hvad man skal være opmærksom på, når man bruger AI.

Indsatsen for ordblinde børn
VVC og biblioteket samarbejder hvert år om et arrangement i Ordblindeugen for at sætte fokus på ordblindhed og mulighederne for hjælp.

I år deltager også Ordblindeforeningen, som tilbyder vejledning og sparring. Desuden holder kommunalbestyrelsesmedlem Signe Hagel Andersen, forkvinde for Børne-, Skole- og Uddannelsesudvalget i Albertslund, et kort oplæg om det politiske arbejde med at styrke indsatsen for ordblinde børn på kommunens skoler.

Arrangementet henvender sig til både ordblinde, pårørende, undervisere og andre fagpersoner.

Det finder sted tirsdag den 29. september kl. 16.30–18.00 på Albertslund Bibliotek, Bibliotekstorvet 2. Det er gratis at deltage, og billetter bestilles via bibliotekets hjemmeside klik her.

-mo

25/9 2026