Åh Buster: Ny app giver nemt overblik over alle stoppesteder i byen
Ny app fra Movia holder dig underrettet om forsinkelser og aflysninger på din busrute. Den har også et livekort, der viser, hvor din bus er netop nu
Af Daniel Christensen
Med appen Buster får passagerer nem adgang via QR-koder på stoppestedstavlerne til information om forsinkelser, aflysninger og ændringer i driften for både Movias busser og Lokaltog.
Løsningen indeholder et GPS-baseret livekort, der viser, hvor bus eller lokaltog befinder sig lige nu, så det er nemt at følge med i, hvornår den ankommer til stoppestedet/stationen.
Tillader man lokationsdeling, viser livekortet det nærmeste stoppested og de busser eller lokaltog, der afgår fra netop dette stop. man kan også bruge kortet eller søgefunktionen til at navigere, hvis stoppestedet ikke er dit ønskede afgangssted. Og man kan zoome ind og ud på kortet og trykke på busser og stoppesteder for mere information.
Movia begynder fra maj og hen over sommeren at udskifte alle stoppestedstavler. Stoppestedstavlerne bliver udskiftet til et nyt design, der kommunikerer om Buster og samtidig viser frekvenstabellen og rutens stoppestedsnavne som før.
Buster er udviklet med fokus på at være tilgængelig for så mange brugere som muligt. I designet er der taget hensyn til forskellige behov herunder kontrastfarver, læsbarhed, brugervenlig navigation og kompatibilitet med gængse hjælpeværktøjer som skærmlæsere.
Buster lanceres officielt med en informationskampagne her i midten af maj. Allerede nu kan passagerer dog scanne QR-koden på stoppestedet og få øjeblikkelig adgang til trafikinformation for netop det sted, de står. Buster kan også bruges hjemmefra eller på farten.
Appen kan bruges på alle Movias 13.000 busstoppesteder på Sjælland. Den kan hentes i App Store eller Google Play.