Hjemmeværnet øver i Albertslund: Borgere kan opleve støj fra løs ammunition i weekenden
Beboere i Albertslund – særligt omkring Herstedvang – kan i forbindelse med en øvelse fra Hjemmeværnet opleve aktivitet og støj i området fredag og lørdag
Af Michael Odsgard
Øvelsen er en del af Hjemmeværnets løbende træning på Vestegnen og gennemføres jævnligt for at sikre, at soldaterne er klar til at støtte både militære og civile myndigheder.
Den begynder fredag den 6. marts klokken 15.00 og afsluttes lørdag den 7. marts klokken 23.00. Øvelsen finder sted i området omkring Herstedvang i Albertslund.
Hjemmeværnet oplyser, at øvelsen vil foregå indendørs.
Dog kan borgere i Albertslund lørdag den 7. marts mellem klokken 12.00 og 21.00 høre skud fra løs ammunition i forbindelse med træningen.
Hjemmeværnet understreger, at der ikke er nogen fare for borgere i området, men at man kan opleve støj i tidsrummet, hvor skydningen foregår.
Hvis du har spørgsmål til øvelsen – enten før, under eller efter – kan du kontakte Hjemmeværnet via e-mail på hdkve@hjv.dk eller telefon 72 21 72 73.
Formålet med øvelsen er at træne hjemmeværnssoldater, så de er klar til at støtte Danmarks forsvar og bidrage til samfundets sikkerhed.
Hjemmeværnet havde fejlagtigt i deres eget opslag på Facebook skrevet, at denne øvelse ville finde sted i februar. Hjemmeværnet beklager fejlen overfor Albertslund Nyt og bekræfter, at det er 6. og 7. marts at øvelsen finder sted.