Natteravne parate til social indsats
INTERVIEW: Natteravnene i Albertslund udfører på 17. år deres arbejde i Albertslund med at skabe mere tryghed i lokalmiljøet – men der kan gøres mere, siger formanden, Emil Ottesen
Kim Sejr, journalist
Natteravnene i Albertslund er en lokal gruppe af frivillige voksne, der går rundt i byen om aftenen og natten for at skabe tryghed blandt unge i det offentlige rum. De er en del af det landsdækkende netværk Natteravnene Danmark – på 17. år.
I Albertslund har Natteravnene netop haft generalforsamling. Emil Ottesen har været natteravn i fem år og er blevet genvalg som formand for en gruppe af 17-18 frivillige. Han ser Natteravnene som en vigtig funktion med voksenkontakt til de unge.
Forskellig oplevelse af tryghed
-Når man diskuterer tryghed er det jo vigtigt at have for øje, at tryghed opleves meget forskelligt. En 3-4 tolvårige, der optræder larmende kan opleves utrygt af nogle, mens andre overbærende opfatter dem som store børn, der bare skal af med noget energi, siger Emil Ottesen og fortsætter:
-Vi oplever faktisk ikke konflikter med de unge, når vi går vore ruter. Tværtimod oplever vi, at de unge vi møder, er glade for vor tilstedeværelse og det gør jo hele arbejdet værd. Vi går rundt i hverdagene mellem 18 og 20 og i weekenden 22-01.
Her bevæger vi os rundt i centrum, men mange af de unge søger jo mod København, og derfor tager vi også med toget til København. Der, hvor de unge mest har brug for os, kan være når de er blevet lidt fulde og måske ikke kan finde hjem.
Der hjælper vi lige med kontakt til forældrene, så de kan komme trygt hjem. Det kan også ske, at nogle af de unge vil lette deres hjerter til en af os, og der ser jeg også, at vi kan have en social funktion, siger Emile Ottesen og tilføjer:
-Faktisk er det noget vi har diskuteret en del: om vi ikke gøre en gøre mere ud af den sociale indsats, for vi møder sommetider unge, for hvem det største problem er f.eks. ensomhed, så det er noget vi er indstillet på at gøre mere ud af, siger Emil Ottesen.
Åbenlyst salg af stoffer
Natteravnene i Albertslund er fuldt bevidste om, at der foregår salg af euforiserende stoffer – især i boligområderne.
-Det foregår ret åbenlyst, men det er slet ikke noget vi går ind i eller konfronterer, det er en ren politiopgave. Det giver mening at øge overvågningen ved at sætte kameraer op, fordi det kan være med til at skabe tryghed.
Spørgsmålet er dog blot, om det ikke er falsk tryghed, for salget af stoffer vil givetvis flytte fra de steder, hvor der er overvågning, men så vil det nok flytte til steder, hvor der ikke er overvågning, siger Emil Ottesen.
Rundt til samlingssteder
De frivillige i Natteravnene i Albertslund går deres ture i områder hvor mange unge opholder sig – det kan være omkring stationen og centerområdet, ved skoler, fritidsklubber og sportsanlæg, ved arrangementer og byfester eller på stier og samlingssteder i weekender.
-Vi kommer rundt til der, hvor der er fælles arrangementer for unge. Det kan være sidste skoledag, de tidspunkter hvis der er konfirmation, studenterfester eller den årlige ungdomsfestival. Her står vi parate, hvis der er nogle, der føler, at de har brug for hjælp, siger Emil Ottesen.
Emil Ottesen er er uddannet Social- og Sundhedshjælper og er ansat i FOA SOSU, hvor han er tillidsvalgt i den politiske ledelse.
Inden Emil blev valgt til FOA SOSU, var han ansat i Albertslund Kommune, hvor han gennem flere år var fællestillidsrepræsentant.
kis@odsgard.dk