Pædofili-jagt gav hårde straffe for selvtægt
Seks personer dømt i omfattende "pedo-hunting"-sag med brutale overfald i blandt andet Albertslund. Leder får 5 år og 6 måneders fængsel har Retten i Glostrup afgjort
Kim Sejr, journalist
En gruppe unge mellem 19 og 30 år er blevet dømt for en række brutale overfald i det, de selv kaldte ”Pedo Hunting Denmark”. Retten i Glostrup fastslår, at der var tale om organiseret selvtægt med grov vold, ydmygelser og deling af optagelser på sociale medier.
Retten i Glostrup afsagde onsdag dom i en omfattende sag om en gruppe på seks personer, som fra juni 2024 til juni 2025 stod bag en række voldelige overfald i blandt andet Albertslund, Vallensbæk, Brøndby Strand og på Amager Fælled.
Gruppen kaldte selv deres aktiviteter for "pedo-hunting" og brugte falske profiler på datingsider til at lokke mænd og unge drenge til møder på øde steder. Her blev ofrene ifølge retten udsat for grov vold, tvang, trusler og ydmygelser – samtidig med at overfaldene blev filmet og senere delt på sociale medier.
Retten fandt det bevist, at gruppen stod bag ti planlagte overfald.
Vold med knojern, slagvåben og strømpistol
Ifølge dommen var volden særdeles alvorlig. Flere ofre blev udsat for omfattende overgreb med blandt andet slaggenstande, knojern og strømpistol.
To personer mistede bevidstheden under overfaldene, mens flere efterfølgende stod tilbage med alvorlige og varige skader. Nogle fik desuden frataget telefoner, nøgler og tøj.
Retten lagde vægt på, at overfaldene ikke blot var voldelige, men også havde en stærkt ydmygende karakter.
Gruppens formodede leder, en 22-årig mand, blev af retten udpeget som central figur i organisationen. Han var tidligere dømt for vold og blev fundet skyldig i selv at have deltaget aktivt i flere af de groveste overfald.
Han blev idømt 5 år og 6 måneders fængsel.
En 19-årig kvinde, der fungerede som såkaldt "catfisher" – altså den person, der lokkede ofrene ud til mødestederne – fik 3 år og 6 måneders fængsel. Ifølge retten havde hun også en ledende rolle og oplærte nye lokkeduer samt instruerede i gennemførelsen af planerne.
Tre øvrige medlemmer af gruppen fik hver 3 års fængsel. Blandt dem var en 19-årig, der ikke deltog direkte i volden, men stod for redigering og deling af videooptagelserne.
En sjette tiltalt, der alene var tiltalt for ét forhold om forsøg, blev idømt fire måneders fængsel, hvilket allerede var afsonet gennem varetægtsfængslingen.
Aktiv deltagelse i organiseret selvtægt
Tre af de tiltalte nægtede sig skyldige, mens tre delvist erkendte at have deltaget i gruppens aktiviteter. Retten fandt dog, at alle seks havde været aktive medlemmer af gruppen og spillede afgørende roller i dens virke. Dommen blev afsagt som en domsmandssag, og der var enighed om resultatet.
Fem af de dømte er fortsat varetægtsfængslet efter domsafsigelsen. De har nu 14 dage til at beslutte, om dommen skal ankes.