REMA 1000 i Albertslund vinder årets virksomhedsprisPaw Østergaard Jensen (TV) og Borgmester Lars Gravgaard Hansen (TH) overrakte prisen til købmand Oscar Vang Christensen. Foto Michael Odsgard

REMA 1000 i Albertslund vinder årets virksomhedspris

Årets vinder arbejder målrettet med bæredygtighed, bidrager til lokal beskæftigelse og tager socialt ansvar alvorligt, lød en del af begrundelsen, da Albertslund Kommune overrakte prisen på årets Sommerkur for byens virksomheder

Af Michael Odsgard

Albertslund Kommune har givet Virksomhedsprisen til REMA 1000 i Albertslund. Prisen gives hvert år til en virksomhed, der engagerer sig i byens udvikling og bidrager til en grøn og social bæredygtig omstilling.

- Vinderen er en virksomhed, der arbejder målrettet med bæredygtighed i sin daglige drift. Der er fokus på energibesparende løsninger, grøn køleteknologi, affaldssortering, genanvendelse og en aktiv indsats mod madspild.

- Ansvarlighed er en integreret del af virksomhedens måde at arbejde på, sagde Paw Østergaard Jensen, forperson for Erhvervs-, Beskæftigelse- og Socialudvalget i Albertslund Kommune i forbindelse med overrækkelsen.

- Samtidig bidrager virksomheden aktivt til lokal beskæftigelse i Albertslund. Et tæt samarbejde med kommunens virksomhedsservice har ført til konkrete og langvarige ansættelser, som skaber værdi for både mennesker og virksomhed.

- Virksomheden tager også et stort socialt ansvar. Den giver unge mennesker deres første erfaring med arbejdsmarkedet – også dem, der har brug for ekstra støtte og tydelige rammer. Her lærer de unge om arbejdsglæde, ansvar og samarbejde i praksis.

- Derudover engagerer virksomheden sig i lokalsamfundet ved at støtte lokale foreninger, idrætsliv, skoler og fællesskaber. Dermed er den med til at styrke sammenhængskraften og skabe gode oplevelser for borgere i alle aldre.

- Bag indsatsen står en tydelig og engageret ledelse, som har skabt en stabil arbejdsplads med lav medarbejderomsætning og et stærkt fællesskab, lød det fra Paw Østergaard Jensen inden at købmand Oscar Vang Christensen kunne modtage anerkendelsen på vegne af REMA 1000 i Albertslund. 

Med prisen fulgte et gavekort til Musikteatret for hele Albertslund-teamet i REMA 1000 og et fint diplom.

Prisen blev uddelt på Albertslund Kommunes årlige Sommerkur for byens virksomheder, der denne gang forgik i Musikteaterets foyer.

5/5 2026