Undersøgelse: Albertslund hårdest ramt af butiksdødCharlotte Frederiksen er formand for Centerforeningen og samtidig indehaver af tøjbutikken Charlotte F i Albertslund Centrum. Hun forstår ikke, hvorfor undersøgelsen viser så stor en tilbagegang.

Undersøgelse: Albertslund hårdest ramt af butiksdød

Centerformand genkender ikke billedet af, at Albertslund skulle være så hårdt ramt af butiksdød, som ny undersøgelse viser

Kim Sejr, journalist

En ny analyse fra SMVdanmark viser, at Albertslund har haft landets største tilbagegang i antallet af detailforretninger fra 2020 til 2024. Antallet af butikker pr. 1.000 indbyggere er faldet fra 3,0 til 2,2 – et fald på hele 26,1 procent.

Dermed topper Albertslund listen over de kommuner, hvor butiksdøden har været størst. Til sammenligning følger Ishøj med et fald på 17,8 procent, mens Høje-Taastrup har mistet 11 procent af sine butikker.

Centerformand mærker ikke voldsom tilbagegang

Charlotte Frederiksen er formand for Centerforeningen og samtidig indehaver af tøjbutikken Charlotte F i Albertslund Centrum. Hun forstår ikke, hvorfor undersøgelsen viser så stor en tilbagegang.

-Faktisk har vi jo kun mistet slagteren inden for de sidste to år. Men der er jo tomme lokaler i vores center, da den gamle posthusgrund har stået tom en del år nu efterhånden. Kommunen solgte grunden til Momentum som skulle bygge butikker og boliger, men der sker ikke noget desværre, siger hun og fortsætter:

- Problemet med butiksdød har jo været i gang i mange år og det skyldes jo nok især kundernes ændrede indkøbsmønster med internettet. Husleje og alle mulige driftsudgifter er også en tung post. Dertil kommer, at det er blevet svært at få kompetent personale nu, kun få unge som bliver uddannet til at være butiksansat. Endelig kan en barriere være, at det er svært at få banken til at låne dig penge ti at starte en butik op, siger Charlotte Frederiksen.

Selv prøver Charlotte Fredriksen at følge med tiden, så kunderne bliver ved at komme.

-Vi har en rigtig god butik, hvor vi prøver at have et bredt udvalg og henvender os til den voksne kvinde. Hende som gerne vil prøve tøjet og have en personlig vejledning. Vi får leveret nye varer hver dag, så der hele tiden er en hurtig udskiftning i udvalget, siger hun.

Bekymring for bylivet

Hos SMVdanmark vækker udviklingen bekymring. Branchechef Kasper Munk Rasmussen peger på, at butikslukningerne har konsekvenser langt ud over de enkelte virksomheder.

-Det er jo arbejdspladser, det er lokal aktivitet, og i virkeligheden kan det være med til at trække endnu flere butikker med i faldet, når butikker lukker, siger han.

Ifølge organisationen har Danmark mistet omkring 1.170 detailforretninger fra 2020 til 2024. Antallet af butikker er faldet fra 15.616 til 14.446, svarende til et landsdækkende fald på 7,5 procent.

Udviklingen ser heller ikke ud til at vende. Tværtimod var tilbagegangen størst i det seneste år af analysen – fra 2023 til 2024.

Vestegnen rammes forskelligt

Selv om Albertslund er hårdest ramt, varierer udviklingen markant på Vestegnen.

Kommune Procentvis ændring 2020-2024

Albertslund -26,1 %

Ishøj -17,8 %

Høje-Taastrup -11,0 %

Rødovre -7,1 %

Hvidovre -4,0 %

Vallensbæk -2,2 %

Glostrup +0,8 %

Brøndby +4,3 %

Mens Albertslund har oplevet en markant tilbagegang, har både Brøndby og Glostrup haft en mindre fremgang i antallet af detailforretninger.

Efterlyser politisk handling

SMVdanmark mener, at udviklingen kræver en politisk indsats. Organisationen foreslår blandt andet lavere administrative byrder og færre faste omkostninger for de fysiske butikker, bedre rammer for levende bymidter med gode parkerings- og adgangsforhold samt øget hjælp til mindre butikker, så de kan kombinere den fysiske butik med onlinesalg.

Ifølge branchechef Kasper Munk Rasmussen handler det om at bevare både arbejdspladser, lokale mødesteder og levende handelsgader.

-Butiksdøden er ikke bare et problem for de enkelte virksomheder. Når butikker lukker, mister vi arbejdspladser, aktivitet i bymidterne og noget af det, der gør lokale bysamfund attraktive at bo og drive virksomhed i. Det er en udvikling, som bør bekymre både lokale og nationale politikere, siger han.



8/7 2026