Deja-Vu i Hjørring: Hårdtkæmpende Albertslund må nøjes med DM-sølvFotos: Jacob Strandegn.

Deja-Vu i Hjørring: Hårdtkæmpende Albertslund må nøjes med DM-sølv

Efter en sejr hjemme og et nederlag ude måtte Albertslund IF Futsal ud i en afgørende tredje kamp om DM-guldet i Hjørring. For anden uge i træk tabte AIF med 4-3, og dermed er Hjørring danske mestre for tredje gang i træk

Af Daniel Christensen

En på alle måder flot sæson er slut for Albertslund IF Futsal med en vundet pokalfinale og en tabt DM-finale med mindst mulig margin.

Og i disse dage må skuffelsen over sidstnævnte fylde mest for AIF, der lørdag måtte tage slukørede hjem fra Nordjylland efter at have tabt den tredje og afgørende DM-finale med 4-3 til hjemmeholdet fra Hjørring.

Albertslund vandt den første finalekamp på hjemmebane med 4-2, men tabte returopgøret 4-3 i Hjørring i sidste weekend. Der spilles ikke med målscore i futsal-finalerne, og derfor skulle mesterskabet afgøres i en tredje kamp.

Da Hjørring sluttede grundspillet på førstepladsen, fik de den ikke ubetydelige fordel at være hjemmehold i kamp 3. Om det var hjemmebanefordelen, der var udslagsgivende, skal være usagt, men efter en tæt kamp, var det Hjørring, der med en 4-3-sejr kunne lade sig krone som danmarksmestre i futsal.

Hjørring kom foran 1-0 kort før pausen, og i anden halvleg eksploderede kampen. Først udlignede AIF's Mohammed Youssef, inden to hurtige scoringer fra hjemmeholdet gjorde opgaven tæt på umulig for AIF.

En hurtig reducering ved den tidligere Hjørring-spiller, Arfan Habibi, blev fulgt op af en endnu hurtigere reetablering af tomålsføringen for hjemmeholdet. Her burde kampen måske være afgjort, men Albertslunds sæson har – især i finalekampene – været kendetegnet ved en ukuelig vilje til ikke at give op.

Og der gik kun et minut, før bolden lå bag hjemmeholdets målmand igen ved scoring af Zakaria El-Ouaz. Med over tre minutter igen manglede AIF derfor kun en enkelt scoring fra at sende kampen i forlænget spilletid.

Trods et tungt pres på hjemmeholdets mål og målmand udeblev den forløsende scoring, og Hjørring kunne dermed kalde sig for Danmarksmestre for tredje sæson i træk.

Albertslund kan glæde sig over en flot sæson, der både kastede sølvmedaljer og en pokaltitel af sig. Og så er der lagt op til revanche i næste sæson, som starter til efteråret.

Albertslund IFs Casper Flyvholm med det synlige bevis på, at han blev topscorer i Futsal-ligaens grundspil. 


4/5 2026