Endnu en kunstsucces i Kanalgaden
Farverige kunstværker er det nyeste tiltag i den fortsatte udvikling af Kanalgaden som et attraktivt byrum
Kanalgaden i Albertslund bliver stadig mere farverig og levende. Nu har gaden fået endnu en række markante kunstværker, skabt af kunstneren Jakob Fälling med inspiration fra lokale børn.
Farverige fugle breder deres vinger hen over murene, mens fantasifulde dyr dukker op mellem bygningerne. De nye vægmalerier blev onsdag officielt indviet ved en fernisering arrangeret af Kanalens Kvarters fælles aktivitetsudvalg.
Henrik Skude fra aktivitetsudvalget bød velkommen og fortalte om den udvikling, Kanalgaden har gennemgået de seneste år. Han fremhævede samtidig de mange frivillige beboere, som blandt andet passer blomster, samler affald og har været med til at klargøre murene, inden kunstværkerne kunne males.
Kunstner Jakob Fälling fortalte om idéerne og arbejdsprocessen bag værkerne, inden den 16-årige beboer Mikael klippede snoren og officielt indviede de nye malerier.
Frivillige skaber forandringen
I halvandet år har boligafdelingerne, Albertslund Kommune og områdets beboere arbejdet målrettet på at gøre Kanalgaden til et attraktivt samlingssted.
– Jeg tror og håber, at alle beboere glæder sig over og bliver stolte af, hvordan området hele tiden bliver smukkere og mere attraktivt. Nye blomsterbede, keramikkakler i belægningen og flere kunstværker kan kun lade sig gøre, fordi frivillige lægger masser af tid, energi og engagement i projekterne, siger Henrik Skude.
Han peger blandt andet på en gruppe på omkring ti frivillige, som mødes hver måned for at samle affald i området. Samtidig spiller Albertslund Boligsociale Center (ABC) en vigtig rolle med sekretariatsbistand og hjælp til at søge fonde.
Flere arrangementer på vej
Kunsten er kun én del af ambitionerne for Kanalgaden. Aktivitetsudvalget arbejder også på at skabe flere oplevelser, der kan tiltrække både beboere og besøgende fra resten af Albertslund.
De seneste år har Halloween-arrangementerne med spøgelser, trolde og zombier været et stort tilløbsstykke for områdets børnefamilier, og i sidste uge deltog 75 mennesker i arrangementet "Vi spiser sammen i Kanalen".Til januar er der desuden planer om en lysfestival.
– Vi gør det blandt andet for at vise Kanalgaden frem til hele Albertslund. Vi fortsætter med forskellige events, kunst og mere grønt – vi er slet ikke færdige, siger Henrik Skude.
Del dine billeder
Besøgende opfordres til at gå en tur gennem Kanalgaden, opleve kunstværkerne, de keramiske kakler og de mange blomster – og dele deres oplevelse.
Kanalens Kvarters aktivitetsudvalg efterlyser fotos fra området. De tre bedste billeder bliver kåret i slutningen af august og belønnet med en minde præmie.
Bag initiativet står afdelingsbestyrelserne i AB Etagehusene og VA 55 Kanalens Kvarter i samarbejde med Albertslund Boligsociale Center. Under sloganet #Sammen_Om_Kanalgaden arbejder de ud fra Kanalgade-manifestet, der har som mål at gøre Kanalgaden til "en gade, der lever, en gade der samler, en gade vi skaber sammen".
Alle, der ønsker at bidrage til udviklingen af området, kan tilslutte sig initiativet.
-kis