Ny klimaplan sendes i høring: Albertslund vil være CO2-neutral fem år tidligere
Kommunalbestyrelsen har sendt forslag til Klimaplan 2026-2030 i offentlig høring. Planen skal fastholde Albertslunds grønne førerposition og flytter samtidig målet om CO2-neutralitet frem til 2045
Kim Sejr, journalist
Albertslund Kommune tager nu næste skridt i den grønne omstilling. På kommunalbestyrelsesmødet tirsdag blev det besluttet at sende forslaget til den nye Klimaplan 2026-2030 i offentlig høring frem til den 20. august.
Planen afløser den nuværende Klimaplan 2050, som blev vedtaget i 2021, og bygger på input fra borgere, råd og nævn, skolebestyrelser, kommunale medarbejdere samt politiske drøftelser på et temamøde tidligere på året. Målet er fortsat, at Albertslund skal være blandt landets førende grønne kommuner.
Transport er den største klimaudfordring
Klimaplanen tager udgangspunkt i kommunens aktuelle CO2-regnskab, hvor transport udgør den største udfordring. Hele 56 procent af kommunens samlede CO2-udledning stammer fra transport, og privatbilismen står for langt størstedelen af de knap 40.000 ton CO2, som vejtrafikken udleder årligt.
Derfor lægger planen op til en række initiativer, som skal få flere borgere til at vælge cyklen, gåbenene eller den kollektive trafik frem for bilen.
– Transportområdet er det sted, hvor Albertslund har det største potentiale for yderligere reduktioner af CO2-udledningen, fremgår det af sagsfremstillingen.
Energiforbruget står for cirka 38 procent af kommunens samlede CO2-udledning, og derfor indeholder planen også en række tiltag inden for energioptimering og grøn energiforsyning.
Men som noget nyt retter den reviderede klimaplan også blikket mod borgernes, virksomhedernes og de kommunale medarbejderes forbrugsvaner.
Baggrunden er, at Danmark har et af verdens højeste klimaaftryk fra forbrug, og kommunen vurderer, at der ligger et betydeligt potentiale i at ændre daglige vaner og forbrugsmønstre.
Seks indsatsområder frem mod 2030
Klimaplanen samler indsatsen i seks hovedområder:
Grøn transport
Grøn dannelse
Genbrug og genanvendelse
Grøn energi
Klimasikring og natur
Kommunen som virksomhed og myndighed
Inden for hvert område opstilles konkrete og målbare mål frem mod 2030, så udviklingen løbende kan følges og evalueres.
Et af de mest markante elementer i den nye plan er, at Albertslund fremrykker tidspunktet for, hvornår kommunen ønsker at være CO2-neutral på energi- og transportområdet. Målet er nu 2045, så det stemmer overens med den nationale målsætning.
Planen bygger samtidig på to overordnede ambitioner: at borgere og medarbejdere bidrager til en bæredygtig udvikling, og at kommunen gennemfører ambitiøse indsatser inden for energi, klima, infrastruktur og biodiversitet.
Borgermøde på biblioteket
I løbet af de seneste to år har kommunen gennemført en omfattende inddragelsesproces med borgere og interessenter. Nu får alle mulighed for at komme med bemærkninger til det konkrete forslag. Kommunen til borgermøde om klimaplanen torsdag den 25. juni klokken 17-19 på Albertslund Bibliotek.
Efter høringsperiodens afslutning vil planen blive justeret på baggrund af de indkomne høringssvar, hvorefter den forventes endeligt vedtaget inden udgangen af 2026.
Den nye klimaplan forventes hovedsageligt finansieret inden for de eksisterende driftsbudgetter. Samtidig anbefaler forvaltningen, at der fra 2027 afsættes en årlig anlægspulje på 500.000 kroner til at understøtte gennemførelsen af planens indsatser.
Kommunalbestyrelsen godkendte tirsdag indstillingen om at sende klimaplanen i høring.
Borgermøde om klimaplanen torsdag den 25. juni klokken 17-19 på Albertslund Bibliotek.