Sankt Hans-tale: - Man kan ikke mærke varmen fra bålet gennem en skærm
Selvom vi kan være i kontakt med hele verden gennem vores telefoner, er det de lokale fællesskaber og naboskabet, der giver tryghed og sammenhængskraft, lød budskabet i Signe Hagel Andersens båltale til Sankt Hans
Kim Sejr, journalist
Selvom vi i dag kan være i kontakt med hele verden gennem vores telefoner, er der stadig noget særligt ved at mødes ansigt til ansigt. Det var et af hovedbudskaberne, da kommunalbestyrelsesmedlem Signe Hagel Andersen (S) holdt båltale til Sankt Hans i Albertslund. Det foregik dels i Egelundsparken, dels i Herstedøster.
Hun pegede på, at moderne teknologi gør det muligt at leve store dele af livet gennem en skærm.
– I dag er det så nemt at være i kontakt med hele verden hele tiden. Man kan leve sit liv på telefonen. Man behøver ikke at se op på andre i toget, sagde hun.
Men netop derfor har de lokale fællesskaber en særlig værdi, understregede hun. Selvom Albertslund er en del af Storkøbenhavn, vælger mange borgere at fejre Sankt Hans tæt på hjemmet sammen med naboer og lokale bekendte.
– Albertslund er en del af storbyen. Vi kunne samles om et stort bål ved Amager Strand eller tage til kæmpe fest i Brøndby eller Ishøj Havn. Men i Albertslund holdes der Sankt Hans mange steder på samme tid. Vi samles i små byer i byen, med dem vi kender fra vejen og bor nær ved, sagde hun.
Ifølge Signe Hagel Andersen skyldes den lokale opbakning, at det betyder noget at kende hinanden og føle sig hjemme i sit lokalområde.
– At høre til et sted betyder noget. At have relationer betyder noget. Det er trygt og rart, at vi kan hilse på hinanden på stierne, og at vi kan tale sammen, hvis noget skal løses der, hvor vi bor.
Hun fremhævede også betydningen af de nære relationer i hverdagen – fra daginstitutioner og skoler til ældreplejen.
– At bo i en by, hvor man trygt kan aflevere sit barn til en pædagog, man kender i børnehaven. At lærerne i skolen følger ens barn over tid. At hjemmehjælperen ikke bare er en fremmed, der ringer på.

Mennesker har brug for andre mennesker. Når vi mødes til Sankt Hans, mærker vi varmen fra bålet og varmen fra andre, hvor vi hører til et sted, sagde Signe Hagel Andersen (S) i sin båltale.
I talen koblede hun fællesskabet sammen med Sankt Hans-traditionen.
– Mennesker har brug for andre mennesker. Når vi mødes til Sankt Hans, mærker vi varmen fra bålet og varmen fra andre, hvor vi hører til et sted. For man kan ikke mærke varmen fra bålet gennem en skærm. Man kan mærke den lige her.
Båltalen handlede også om Albertslunds fremtid. Byen er, ligesom resten af Storkøbenhavn, i udvikling med nye byggerier og flere tilflyttere.
– Mange vil gerne bo her. Det forstår jeg godt. Og de er velkomne. Men udviklingen skal ske på en måde, hvor vi bevarer den særlige ånd, som gør Albertslund til noget helt særligt, sagde hun.
Hun fremhævede blandt andet behovet for fortsat at investere i skoler og dagtilbud og nævnte det nyindviede Børnehuset Brillesøen som et eksempel.
Afslutningsvis opfordrede hun til at værne om de lokale fællesskaber, der kendetegner Albertslund.
– Lad os passe godt på det Albertslund, vi kender. Her hvor vi hører til. Jeg synes, det er det, vi fejrer med Sankt Hans – vores naboskab, byerne i byen og de lyse nætter.