Sommersange fylder Herstedvester Kirke

Sommersange fylder Herstedvester Kirke

Lørdag 13. juni er der musikalsk rejse gennem danske, tyske og engelsksprogede sommersange i Herstedvester Kirke

Nu på lørdag klokken 15.00 inviterer Herstedvester Kirke til sommerkoncert med temaet "Sommersange – med en folketone". 

Publikum kan se frem til en musikalsk rejse gennem danske, tyske og engelsksprogede sommersange, der sætter fokus på, hvordan mennesker i forskellige lande oplever årstidernes skiften.

Sommeren har inspireret komponister og sangskrivere gennem generationer, men opfattelsen af sommer og forår varierer fra land til land. Det bliver et af omdrejningspunkterne ved årets sommerkoncert i Herstedvester Kirke, hvor musik og fortællinger binder forskellige kulturer sammen.

Koncerten byder blandt andet på sange om Tysklands høje bjerge og dybe dale samt en af de mest kendte engelske og amerikanske kærlighedssange med sommeren som kulisse. 

Publikum får dermed mulighed for at opleve, hvordan natur, årstider og følelser har sat deres præg på sangtraditionerne i forskellige lande.

På scenen står både Kantoriet, Kirkens Kor og kirkens nye Spirekor, som medvirker ved koncerten. Det bliver samtidig en mulighed for at opleve de yngste korsangere i samspil med de mere erfarne kor.

Efter koncerten inviterer kirken alle deltagere til et glas og hyggeligt samvær på pladsen foran kirken.

Spirekoret

Det nye spirekor er et tilbud til drenge og piger i alderen 5 til 8 år, som har lyst til at synge, lege og bevæge sig til musik i et trygt fællesskab.

Her synges både salmer og børnesange, og undervisningen kombinerer sang med dans, fagter og musikalske lege. Målet er at styrke børnenes fællesskab og udvikling gennem musikken.

Koret medvirker ved koncerter og gudstjenester i sognet og deltager desuden i arrangementer som Børnekordage i Tivoli.

Spirekoret ledes af musikpædagog og børnekorleder Alaia Højrup Hansen, der er uddannet fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og samtidig studerer på Børnekorakademiet.

Sommerkoncerten finder sted lørdag den 13. juni 2026 kl. 15.00 i Herstedvester Kirke.

-kis


8/6 2026