Nyt Ringnet giver bedre busdrift - men ikke for alleBus 130 er en af de 35 busruter, der omlægges som del af Nyt Ringnet. Linje 300S, 180 og 181 vil blive nedlagt. Foto: Albertslund Kommune.

Nyt Ringnet giver bedre busdrift - men ikke for alle

Albertslund Kommunes Miljø-, Natur- og Byudvalg har haft Movia på besøg, efter flere borgere har klaget over, at den nye letbane medfører nye stoppesteder, længere mellemrum mellem busdrift og bøvlet kobling til S-togene

Af Daniel Christensen

Torsdag den 19. marts var Movia på besøg i Albertslund Kommunes Miljø-, Natur- og Byudvalg som opfølgning på en række henvendelser, der har været ovenpå ændringerne til Nyt Ringnet.

Med indførelsen af Nyt Ringnet skal letbanen gøre det lettere for borgere i byerne mellem Ishøj og Lundtofte i Lyngby at køre med offentlig transport. Letbanens tilkomst betyder, at 35 busruter ændres, mens tre ruter nedlægges.

Og det har gjort livet mere bøvlet for en række borgere. Kommunen skriver på sin hjemmeside, at mødet med Movia netop var for at følge op på borgernes henvendelser, og at politikkerne vil undersøge mulighederne for ændringer.

Formand for Natur-, By- og Naturudvalget, Nils Jul Gjerlev (K), siger ovenpå mødet:

- Det var godt at have Movia på besøg. Der har været en del henvendelser ovenpå ændringerne af busdriften. Samlet set må vi konstatere, at busdriften med Nyt Ringnet er blevet bedre for Albertslund. Men det betyder desværre ikke, at det ikke for nogle borgere er blevet dårligere. 

- Men Albertslund er samlet set bedre dækket af busser i dag end byen var tidligere. Nu må vi se, hvad vi kan gøre for det, der ikke hænger sammen.

Politikerne er særligt interesserede i at finde ud af, hvad der kan gøres for at forbedre det, nogen borgere oplever som uhensigtsmæssigt – f.eks. når det handler om stoppesteder, længere mellemrum mellem busdrift og kobling til S-togene.

- Når der om et år bliver mulighed for at kigge på de enkelte ruter igen sammen med vores nabokommuner og regionen, er aften- og weekenddriften helt sikkert noget, vi skal have fokus på at forbedre. 

- De fleste ændringer kræver, at flere kommuner og regionen kan blive enige, da vi er fælles om økonomien omkring den kollektive trafik, siger Nils Jul Gjerlev.

Kommunen skriver, at der i øjeblikket er udfordringer ved Letbanestationen Hersted, og at det vil stå på, til den nye stationsplads bliver færdig. Det betyder, at en kobling til letbanen og videre til Glostrup St. og videre ud langs letbanestationerne endnu ikke er på plads.

Kommunen forventer, at forpladsen og den fulde letbanestrækning er på plads i løbet af sommeren, så den kollektive trafik hænger bedre sammen, som er hensigten med Nyt Ringnet. 

23/3 2026